søndag den 19. september 2010

Det både smarte og mindre gode borderline-karaktertræk "det er aldrig sket"....

Jeg kan ikke sove, fordi jeg ligger og tænker på et vigtigt emne for mig, måske det også er vigtigt for dig...???


Et meget udbredt karaktertræk hos mennesker der lider af borderline, er "det er aldrig sket".
En evne til at glemme ting, som man evt. ikke brød sig om.
Vi kender det fra situationer, hvor mennesker har været udsat for fx en færdselsulykke, et overfald, en voldtægt og incest. Man ser ofte, at de mennesker der har været udsat for noget traumatisk, simpelthen blokere det for deres bevisthed, så de ikke kan huske noget, eller kun lidt, af det der skete. Flere år senere, kan det så dukke op igen og man kan blive i tvivl, om det virkelig ER sket...


Den evne besider mange mennesker med borderline, lidt for godt desværre!
Det kan være effektivt ved traumatiske oplevelser, hvor ens krop og hjerne simpelthen ikke kan klare det, men med relativt "små ting", er det ikke særlig hensigtsmæssigt.


Jeg går for tiden i DAT behandling. Det kræver en del hjemmearbejde, hvor jeg skal øve mig i b.la relationer til andre mennesker, skrive det ned og fortælle om det i gruppen og til min psykolog i individuel time.
Jeg kommer bare ofte i situationer, hvor jeg simpelthen har "blokket" oplevelsen ude...
Jeg skal b.la øve mig i, (når jeg en sjælden gang imellem) skændes med min kæreste, ikke at slå op, smide ham ud, gå fra ham og den slags voldsomme følelser. Jeg føler bare, at efter 5 min inde i vores skænderi, kan jeg ikke huske noget som helst af hvad der lige er sket, hvad startede det egentlig med, hvad gjorde jeg osv...
Når vi så kommer til enighed (evt om at vi bare ikke kan blive enige), så vender jeg på en 25øre og er lykkelig igen!!!
Det kan være utrolig svært for "ikke borderlinere", at forstå hvordan vi bare kan vende SÅDAN! Nu er alt godt, OG GLEMT!
Disideret glemt!! Ude af mit system!
Men hvis det så bare VAR bearbejdet og vitterlig helt ude af mit system, på en sund måde. Men det er det jo bare som regel ikke. Det dukker bare op langt senere. Der kan gå uger, eller år efter en sådan en hændelse er sket, og BANG så popper den op igen.. Enten som et mareridt når jeg sover, eller som et flash back af ubehagelige billeder og følelser, specielt hvis det var et meget voldsomt skænderi eller lign.


Så man kan sige, at jeg både er virkelig "god" til bevist at sige "det er aldrig sket", som efter fx et skænderi, men min krop og hjerne er også utrolig "god" til ganske ubevist, at føle "det er aldrig sket".


Nu tænker du måske "wauw det kender jeg godt", eller "gid jeg havde det sådan" (-så har du sikkert ikke borderline) :-) Men det er faktisk ikke særlig rart ubevist at "blokke" episoder af ens liv, ude på denne måde.
Det giver nogen ubehagelige "huller" i ens liv, hvor man slet ikke kan huske noget.
Dem har jeg mange af og jeg er i gang med at huske mange af dem, for de dukker op og spøger engang imellem, så derfor er det vigtigt, at få langt tingene på "den rette hylde" og ikke bare glemme det hele, for tro mig, det dukker helt sikkert op igen....




Jeg har lært af min psykolog, at det er vigtigt med opmærksomhed i disse situationer! 
Jo mere man er til stede, jo mere har vi tendens til at huske.
Det vil sige, at der simpelthen skal en god gang opmærksomhedsfærdigheder ind her!
Det er noget med at tage pauser, i situationer der er svære for dig. Hvis du fx er på café med en ny veninde, og du som jeg, har det svært ved det sociale, så i stedet bare at "køre derudaf" med snakken, urolige tanker i hovedet, angst i kroppen og du gør alt for at skjule, at du har det svært. Så gå på toilettet. Sat dig ned og MÆRK dine fødder. Mærk dit åndedræt, måske din bløde trøje. Nøglen her er, kom til stede i nuet her og nu. Derefter kan du prøve at berolige dig selv (hvis du kan), med at du fx ikke dør af dette her, selvom det kan føles sådan. Du kan ALTID sige fra og gå hjem igen. Jeg ved det kan være svært at sige fra, men det må du BESTEMT GODT! Hvis du er rigtig sej og modig, så fortæl lidt til din veninde, eller hvem det nu er, at du faktisk er ret nervøs ved situationen. Det kan lette rigtig meget. Udover det, så er du ærlig overfor dig selv og hende. Du anderkender dine følelser, og ved automatisk også blive mere roligt.
Ja, jeg kunne såmænd blive ved, med at skrive om ting, der måske kunne hjælpe dig, men det afhænger også meget om den enkelte situation, og hvad der lige hjælper for dig...


Jeg er kun i gang med DAT behandling, så jeg har ikke den store opskrift til dig her, men jeg ved at det handler om de opmærksomhedsfærdigheder :-)

5 kommentarer:

  1. Hej :-)

    Jeg har lige fundet vej til din blog, og har kun lige fået læst det her indlæg.

    Jeg vidste faktisk ikke, at det med at lukke af for minder, er et problem for mange borderlinere....men ved, at det er det for mig. På en måde er det helt rart at høre, at jeg ikke er alene. Selvom jeg selvfølgelig ikke ønsker det for andre ;-)

    Jeg har rigtig mange, rigtig store huller. Og det er drøn frustrerende! Nogen gange føles det som om, at jeg har glemt det meste af mit liv.

    Godt indlæg :-)

    K.H June

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. Hej

    Jeg har søgt,søgt og søgt igen på nettet efter andre som har det lige som mig !!!

    Jeg er 35 år og har for nylig fået at vide at jeg har borderline...Hele mit liv har jeg ikke kunnet finde ud af hvad der var galt med mig ...og endelig fik jeg en diagnose...Men anede ikke hvad det var?? Men føler mig bare stadig helt alene ..Men jeg kan jo godt se når jeg læser her på din blog at jeg er IKKE alene... Det er nu alligevel rart at vide.

    Kh W

    SvarSlet
  4. Hej W
    Sådan ca. har jeg det også.....og endelig fik jeg en diagnosen, men har nok været klar over det i mange år, jeg er idag 38år. jeg synes ikke det nem og det er ikke blevet nemmere med årene(taler for mig selv). Måske er det fordi en meget stor side af mig ikke vil acceptere det.....
    Kh T

    SvarSlet
  5. Har et lidt mærkeligt spørgsmål men jeg kender to der har borderline, og de er begge så kildne så man næsten ikke kan røre dem. Det kan give et kæmpe spjæt bare man lægger en hånd på deres hofter (ikke intimt).

    Så tænker jeg at borderline også handler om grænser, og at da den 'inderste' grænse jo er kroppens overflade, så er giver det måske en universel mening. Hvad mener du?

    Glæder mig til at læse et svar...

    SvarSlet